Flemming Louis Iversen afgik ved døden den. 21.02.2021. Her kan du fortælle om dine minder med Flemming. Eller Muljeiver, som han blev kaldt på Cypern. Da han stod for køkkenet.
Flemming var min fars bror. Han var en del yngre end min far, så han følte, at farbror var en meget voksen eller gammel betegnelse. Derfor valgte han, at blive kaldt onkel i stedet.
Dengang jeg skulle konfirmeres, kunne onkel ikke komme. Han var på Cypern på en af sine missioner. I kirken kom gæsterne på plads, mens vi konfirmander var samlet til indmarch i et tilstødende lokale. Da jeg var kommet på plads ved siden af min mor, yderst på stolerækken. Så prikkede hun mig på skulderen og pegede ned ad rækken. Der sad onkel i fuld uniform. Efter højtideligheden faldt jeg om halsen på ham, og spurgte: “Hvad laver du her, du kunne jo ikke komme? Det viste sig, at en soldat havde brækket benet. Og onkel skulle følge ham hjem til Danmark. Aldrig har jeg været så glad for et brækket ben. Og undskyld til den pågældende soldat for min jubel.
I konfirmationsgave fik jeg en rejse til Cypern sammen med min farmor. Det blev en helt fantastisk ferie, hvor vi det meste af tiden var i Aya Nappa. Men sluttede af med at besøge FN lejren. En kæmpe oplevelse for en pige på 15.
Flemming var udsendt til De Forenede Emiriater og havde ansvaret for at tage imod pansrede mandskabsvogne, der blev fløjet ind fra Afghanistan af amerikanske C17 og Ukrainske transportfly. Fra lufthavnen blev de pansrede mandskabsvogne transporteret ned til havnen, hvorfra de samlet skulle afskibes og sendes til Danmark.
På et tidspunkt ringede Flemming hjem til DANILOG og meddelte, at de under bundpladerne på en pansret mandskabsvogn havde fundet en hel del skarp håndvåbenammunition.
Den var helt gal, idet enhederne i Afghanistan skulle have rengjort køretøjerne. Der ville formentlig udvikle sig en diplomatisk krise, såfremt de kontrollerende myndigheder fra De Forenede Emirater opdagede den skarpe ammunition.
Gode råd var dyre, men Flemming holdt hovedet kort og meddelte DANILOG, at han nok skulle klare sagen uden problemer.
Vi satte vores lid til Flemming og dagen efter blev vognen indskibet og var efterfølgende på vej til Danmark.
Da Flemming kom hjem til Danmark, spurgte jeg ham, hvorledes han havde løst problemet med den skarpe ammunition.
Han fortalte mig, at han i nattens mulm og mørke var gået ud til vognen med en stor sort plastikpose, havde samlet ammunitionen op og efterfølgende havde dumpet posen med ammunition i havnen. Flemming modtog meget ros for sin snarrådighed og for at have undgået en diplomatisk krise. DANILOG satte stor pris på Flemming i forbindelse med hans erfaring ved udsendelser, hvor han gjorde en stor indsats for DANILOG, Forsvaret og Danmark. Han er dybt savnet
Tak for den fine historie
Kære Flemming
Hvor tænker man ofte på dig og glemmer, at du ikke er her mere. Men minderne har man jo lov at have…
Da jeg først lærte dig at kende, var du en stor skoledreng. Og da du skulle være farbror, sagde du at det ville du ikke kaldes. For det lød gammelt. Du ville hellere kaldes onkel. Så det blev det. Ikke så længe efter blev du konfirmeret. Men da du hellere ville ud at rejse, end at holde fest. Så blev det til en mindre reception efterfulgt af en rejse med dine forældre og din kusine Anna.
Vi syntes ikke, at vi havde givet dig substral i konfirmationsgave. Men du voksede hurtigere, end din mor og far kunne nå at købe nyt tøj til dig. Og dengang var der ikke nogen billige tilbudsvarer.
Efter endt skoletid kom du i banklære i Landmandsbanken. Men det var bestemt ikke noget for dig. Du blev reddet af at blive indkaldt som soldat. Og det blev hele dit liv.
Efter John og jeg blev skilt, kom du ofte til Espergærde og hilste på mig og børnene, når du havde tid og mulighed. Vi husker særligt den nytårs aften, hvor du kom og affyrede små raketter for børnenes skyld.
Du tog Annette med på en rejse til Tunesien. Og havde planer om at rejse med Merete senere. Men da du blev FN-soldat, endte det med at blive meget senere. Du kom på Vordingborg Kasserne og flyttede i rækkehus i den lille tilstødende by, Ørslev. Mine plejeforældre, der var flyttet til Falster blev alvorligt syge med dødelig udgang. Så der var mange rejser sydpå i perioden. Og det var dejligt at kunne aflevere pigerne hos dig, mens mens jeg skulle til Falster og tilse og hjælpe med mine plejeforældre. Det var også den vinter, 1978/79, hvor det blev en forfærdelig snestorm. Det gav helt nye opgaver til jer fra kasernen. Med at flytte personer og patienter i bæltekøretøjer, når intet andet kunne komme frem.
Det var også i 1979, vi måtte sige farvel til din far. Han var blevet syg af leukæmi og døde i starten af foråret 1979. Jeg var på den til højgravid med min og min nye mand, Pauls datter. Jeg blev glad, da du og din mor mødte uanmeldt op i kirken, for at deltage i barnedåben. Som vi ikke havde fortalt nogen, også var et bryllup. Vi valgte derfor selvfølgelig at inviterer jer med til festen.
Det var på den tid, du begyndte at rejse meget som FN-soldat. Først til Cypern flere gang. Og senere til mange andre destinationer. I den tid vidste vi aldrig, hvornår vi så dig. Så der var altid en stående invitation. Så kunne du komme, hvis du var hjemme. F.eks. kom du i fuld uniform til Meretes konfirmation, hvor du faktisk var på Cypern og havde meldt afbud. Men så fik du en opgave med at følge en såret soldat hjem. Merete fik i konfirmationsgave en rejse til Cypern året efter, sammen med din mor.
Efter Cyperntiden havde du ikke så meget frihed hjemme. Så den tid der var, blev brugt på din mor. Dit videre soldaterliv kender jeg ikke så meget til. Det kan dine soldaterkammerater fortælle meget mere om.
Efter din pension havde vi ventet, at får mere kontakt med dig igen. Men sådan skulle det desværre ikke være. De sidste par år har været lidt trængte. Først blev Merete syg med hjernehindeblødning. I perioden havde vi faste kontakt med dig, så du kunne høre hvordan det gik. Men kort efter fik jeg så at vide, at du var blevet alvorlig syg. Vi fik lov at beholde Merete. Men fik desværre ikke lov at beholde dig.
Tak fordi du var her – Kærlig hilsen Else – Tak for dig.
Kære Flemming.
I går var din fødselsdag. Men jeg kunne ikke ønske dig tillykke, som de foregående år.
Snart nærmer vi os dagen, hvor du blev taget fra denne verden og forenet med farmor, farfar og far.
Tilbage står vi med sorgen over at have mistet og glæden over at have fået lov til at være en del af dit liv.
Du har altid været en, jeg har set op til. Allerede da jeg var helt lille, vidste jeg, at du var en særlig person og vores tur til Tunesien er en oplevelse, der altid vil være en vigtig begivenhed i mit liv.
Gennem tiden har der været perioder, hvor vi ikke så meget til hinanden.
Men jeg købte din motorcykel, du havde bragt med hjem fra Cypern og når jeg kørte på den, var du ofte i mine tanker.
Mange år efter, hvor vi havde haft jævnlig telefonisk kontakt, ringede du og fortalte at du havde fundet kærligheden. Det gjorde mig utrolig glad på dine vegne. Efter så mange år var det bare så fortjent, at også du skulle finde lykken.
Selv stod jeg midt i en skilsmisse og skulle finde mine ben igen. Det tog nogle år med Daniel som min støtte. Derfor gik der igen nogle år og stor var min glæde, da du ankom til fars begravelse på Tenerife. Og det blev en kærkommen lejlighed til at genoptage kontakten.
Der stod vi på en klippeafsats ved Los Christianos og forsøgte at sprede fars aske i havet. Men du fik det meste på dig.
Tragikomisk og en sjov episode at tænke tilbage på.
Daniel og jeg blev inviteret med til flere lejligheder i huset i Kastrup og kom forbi, når vi var på de kanter, på vores motorcykler.
Vi havde også fornøjelsen af at deltage ved din 60 års fødselsdag, hvor vi havde en rigtig hyggelig aften.
Det var en stor ære at være med til at sende dig afsted på din sidste rejse.
Og veterancafeen var samlingspunkt for en fin mindehøjtidelighed.
Jeg vil altid huske dig som en mand af ære, en med humor og et engageret menneske, der havde hjertet på rette sted.
Du er meget savnet…..
Din niece Annette.